En dag på SE
Hverdagen er en fest - hver dag! Det betyder, at ingen dage er ens - og vi elsker det. På SE får du rutine med masser af plads til improvisation. Du får nemlig indflydelse på, hvordan din hverdag skal se ud.
07.20 - Godmorgen!
Dagen starter med at der serveres et overdådigt morgenmåltid med både havregryn og brød, så du er helt klar til en ny skoledag.
07.50 - Andagt og undervisning
Som en god start på dagen holder lærerne på skift en morgenandagt for at minde dig om, hvad Gud har gjort for dig - hver dag! Derefter går undervisningen i gang.
12.20 - Middag
Ja, den er god nok. Vi spiser varm mad til frokost. Du kan glæde dig til alt fra grøntsager i nye fortolkninger, madretter fra hele verden og noget så dansk som brun sovs. Det varme måltid holder kroppen i gang, og sørger for at du kan klare resten af skoledagen.
15.00 - 7. - 10. lektion
Man kan da ikke gå i skole SÅ længe!? Bare rolig. Du har ret! Derfor har vi sørget for, at du om eftermiddagen selv vælger, hvad du vil lave. Vi kalder det valgfag og linjefag - nogle kalder det fritid. Du kan læse mere om de mange valgmuligheder, du har på siden om linjer og valgfag.
17.10 - Område-rengøring
Måske er du også typen, der slapper bedre af, hvis der ikke lugter af sure tæer i din stue. Vores skole er også et hjem. Alle elever har derfor et mindre område af skolen, du sammen med en gruppe på skift sørger for at holde rent. Dét er lækkert og nemt.
18.30 - Stilletime
Efter aftensmaden og en lang dag kan man have brug for ro. Med fede mennesker omkring dig hele tiden, kan du godt komme til at glemme pauserne. Derfor har vi sat en time af, hvor man enten slapper af på sit værelse eller laver lektier. Så er batterierne opladet til en hyggelig aften med alle dine venner.
19.30 - Spas, hygge og aftenkaffe
Aftenen er din, og du bestemmer fuldstændig selv, om du vil rode med din scooter, banke din k-gruppe i Partners, spille en volley- eller badmintonkamp eller cykle en tur ned i byen. Nogle gange arrangerer lærerne konkurrencer, filmhygge, udfordringer eller sport i hallen. Du kommer ikke til at kede dig! Før sengetid holder en af dine yndlingslærere en fælles andagt.
22.30 - Godnat
Det er tid til at hoppe under dynen, men inden du falder helt i søvn, kommer lærerene eller volontører og siger godnat. Hvis du er heldig, synger de måske endda en godnatsang for dig eller bliver hængende til en lille snak!